Butterdejssnegle med nutella og appelsin
Share

Disse sprøde butterdejssnegle med Nutella og appelsin er den perfekte lille hapser, når du har lyst til noget sødt. Den sprøde butterdej kombineret med cremet Nutella, friskrevet appelsinskal og knasende perlesukker giver en virkelig lækker smagskombination. De er nemme at lave, klar på ingen tid og passer perfekt til både kaffebordet, gæster eller som en hurtig sød snack.
Antal: 12 stk.
Tid: 30 min.
INGREDIENSER
- 1 rulle Fersk Butterdej
- Ca. 3-4 spsk Nutella
- Lidt revet appelsinskal efter smag
- 1 Æg
- Perlesukker
SÅDAN GØR DU
- Forvarm ovnen på 200 °C varmluft.
- Rul butterdejen ud på køkkenbordet. Læg dejen, så den korte side vender mod dig. Smør Nutella ud fra den korte side og ind mod midten af dejen, altså på den smalle led.
- Riv appelsinskal over Nutellaen efter smag.
- Fold den anden halvdel af dejen ind over, så fyldet bliver lukket inde. Skær dejen i 12 lange, smalle strimler.
- Twist hver strimmel let, og rul den derefter sammen til en lille snegl. Læg sneglene på en bageplade med bagepapir.
- Pensl sneglene med sammenpisket æg, og drys med perlesukker og eventuelt lidt ekstra revet appelsinskal.
- Bag dem i ovnen ved 200 °C varmluft i 7-10 min. Indtil de er flotte gyldne.
- Servér dem gerne samme dag, som de er bagt. Butterdej smager nemlig bedst helt frisk.